Main Page

Emily Gourendorps dagbog. Denne dagbog tilhører Emily Gourendorp celestial mager af 1. rang og overlevende fra massakren af Gräundorf, St. Jochums aften 2520. Jeg skriver denne bog for at bevare; min forstand, troen på en mening med livet og Gourendorp familiens eftermæle, såfremt jeg og mine søskende forlader denne jord, før vi kan fortælle vores beretning om, hvad der skete den forbandede nat St. Jochums aften i Gräundorf.

Dag 1. Dette er dagen efter kaos hordernes destruktion af vores fødeby Gräundorf og kun forfatteren samt dennes søskende Eveline og Erhardt har overlevet nattens grusomheder. Alting er forandret, og vi har bestemt os for at starte forfra, nu da vores barndomshjem og fælles ståsted her i livet ikke længere eksisterer. Eveline har fortalt om et sted kaldet Border Princes, og sammen har vi bestemt os at drage dertil. Border Princes er stedet, hvor drømme bliver til virkelighed, og hvor hver mand..og kvinde er sin egen lykkesmed. Vi har samlet, hvad lidt kaos horderne efterlod, og har nu startet vores rejse mod syd. Det er allerede nu tydeligt, at andre landsbyer har lidt den samme kranke skæbne som Gräundorf. Området, vi bevæger os igennem, kan bedst beskrives som et mareridtslignende landskab, hvor de eneste livstegn og lyde kommer fra vores egen lille gruppe. Som dagen går på held, kan jeg kun håbe på, at jeg igen får mulighed for at opleve min søskende, som jeg helst vil huske dem. Min tvillingesøster som altid er snarrådig, idérig. Erhardts talegaver og gode humør. Det er kun et døgn siden vi sad i stormkælderen under arresthuset i Gräundorf, og dog synes det som år siden, at jeg lod mig tryllebinde af deres eventyr og historier om de tre år, jeg har været væk. Det synes som år siden, jeg hørte deres latter…

Dag 2. Livstegn! Efter timers vandring igennem, hvad der nu kan sammenlignes med nøgne kornmarker raseret af en dommedagsstor sværm af græshopper, mødte vi en gruppe på 4 mænd. Foruden gruppens leder Goetz Vogt og dennes søn Peter fik vi den tvivlsomme ære at hilse på dværgene Malek og Molir. Goetz og Peter påstår, at de er fra Nuln, men deres accent bærer voldsomt præg af Altdorf-egnen. Malek og Molir er hyrede våbenfører soldater og synes sammen med familien Vogt at være fastbesluttet på ikke at lade os nær deres kærre. Malek og Molir er nogle sære væsner. Det er næsten som om, de er et spejlbillede af hinanden, og alligevel synes de at være to modpoler. Hvor Molir er åben og snaksaglig, har jeg endnu ikke hørt Malek ytre et ord. Normalt kunne man tro at Malek var stum, men han gør heller ingen anstrengelser eller bestræbelser på at kommunikere med andre end Molir. Til trods for en mindre disputs med Molir – godt Erhardt er født med en sølvtunge til at opveje de problemer, hans nysgerrighed får ham i – og en sær mavefornemmelse når det kommer til Goetz og Peter, har vi besluttet at slå de to grupper sammen. Når alt kommer til alt har vi større chance for at overleve vores rejse mod syd, hvis vi holder sammen.

Dag 3. Efter endnu en rastløs nat med urolig nattesøvn kan jeg mærke, at trætheden er ved at ramme mig, men tanken om, at et forhåbentligt civiliseret område kun er få dagsrejser væk, holder mig i gang. Selvom vi rejser sammen holder grupperne sig hver for sig når vi slår lejr. Hvis jeg husker korrekt, tror jeg vi kan nå til landsbyen Oberhof i løbet af dagen. Min hukommelse svigtede mig ikke, og vi nåede frem til Oberhof lidt efter middag, men kaos havde allerede oversvømmet landsbyen med sin altødelæggende bølge. I forsøget på at redde nogle sørgelige rester af proviant eller andre brugbare genstande, som kan hjælpe os med at komme væk herfra bestemte vi os for at dele os op. En beslutning vi hurtigt kom til at fortryde. Oberhof var ikke, som først antaget, fuldstændig forladt, og i byen blev vi angrebet af resterne af den kaos hær, som kort tid forinden havde overrendt byen. Jeg tror aldrig, at jeg har været så bange i hele mit liv, som da jeg fandt mig selv ansigt til ansigt med et væsen jeg bedst af alt kan beskrive som halv mand halv ged. Jeg gik i panik og forsøgte at kaste en trylleformular uden den nødvendige forberedelse, og for første gang følte jeg mig forrådt af den magi, jeg har lært at stole på og sætte min lid til som elev ved min mester, Karl Eschener, Celestial Magus i Altdorf. Havde det ikke været for både Evelines snarrådighed og uovertrufne færdigheder som soldat, og ikke mindst Erhardts skarpe blad, er der ingen tvivl om, at denne dagbog havde haft sin sidste indføring i dag d.4 dag efter St. Jochums aften 2520. Desværre er min mistede tro på egne evner ikke vores største tab i dag. Goetz blev dødeligt såret, og hans liv stod ikke til at rede. Aldrig har jeg set så smuk en dødsengel, som da Eveline påtog sig den tunge byrde at fri Goetz for sine lidelser. Jeg ved nu, at min søster ikke længere er den pige, jeg forlod. Jeg ved nu, at Eveline er i stand til at træffe de rigtige beslutninger, hvor svære de end måtte være. Det giver mig håb og tryghed at vide, at hun er stærk også i sjæl og ånd. Men også Peter blev såret, og jeg frygter, at vi ikke kan nå at få ham til et sted, hvor han kan få den behandling han har brug for. Snart vil vi få at se, om Sigmar viser denne brave knægt barmhjertighed for at beskytte sin far, men jeg frygter, at tiden er imod os. Vi rejser langsommere nu, hvor Peter ikke selv kan gå. Jeg vil bede for ham i aften, inden jeg går til ro.

Dag 4. Lige som sin fader er der ikke længere tvivl om, at Peter ikke kan redes. Vi har lagt ham på et blødt leje og givet ham det sidste af den rom, vi medbragte fra stormkælderen. Igen tvinges jeg til at tænke på, hvad der vil gå igennem Evelines tanker, når hun endnu engang skal påtage sig rollen som den barmhjertige dødsengel, og påny fyldes jeg med en blanding af frygt og stolthed. Vores gruppe på 8 er nu nede på 6. Peter er begravet, og efter at have holdt en lille ceremoni bevæger vi os atter mod syd. Nu hvor Goetz og Peter er gået bort, er det kun naturligt, at jeg ligger mere mærke til vores to rejsekammerater Malek og Molin. Der synes at være noget unaturligt over den måde, de kommunikerer på. Som om de kan læse hinandens tanker. Som mager kan jeg ikke lade være at tænke på, om magi er involveret, men indtil nu har jeg ikke følt tilstedeværelsen af andre kræfter, end dem jeg selv gør brug af. Erhardt har overtalt dværgene til at afsløre, hvad de har gemt i kærren, som vi har slæbt rundt på i alle disse dage. Et vidunderligt håndværk uden sidestykke. Under et klæde befandt sig en sarkofag udført i elfenben og ibenholt. Sarkofagen indeholdt noget, som jeg har svært ved at skelne som magi eller teknologi, og de andre føler en, hvad de selv beskriver som, unaturlig trykken over at tømme kisten for, hvad der tilsyneladende er en dukke i barnestørrelse. Selv er jeg meget intrigeret, ikke mindst da dukken satte i bevægelse. Ved dukken lå flere dokumenter, og jeg har brugt en rum tid på at tyde dem. Det har vist sig, at dukken er kreeret af en De’Lorenzo, en person, som i dokumenterne refererer til sig selv som filosof, arkitekt og ingeniør. I morgen vil jeg fordybe mig i De’Lorenzos tankegang, såfremt jeg finder tid og mulighed for at læse resten af dokumenterne.

Main Page

Unto a Good Land AndersKruseChristiansen